Ritzau
Opdateret kl. 18:28
Tyvekosterne i en sag fra Østjylland vejer ikke mindre end 5,5 ton, oplyser politiet.
I alt ni personer er blevet anholdt, efter at der blev stjålet den store mængde messingspåner fra en virksomhed i Randers.
Samtlige anholdte, der er fra Rumænien, blev onsdag ved et grundlovsforhør i Retten i Randers varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Det var mandag morgen, at politiet fik anmeldelsen om tyveriet.
Tirsdag skred politiet til anholdelse - men hvor og under hvilke omstændigheder har politiets talsmand ikke ønsket at give oplysninger om.
Heller ikke de anholdtes stillingtagen er det muligt at få information om. Men ifølge politiet har ingen af dem kæret beslutningen om varetægtsfængsling til landsretten.
Værdien af det stjålne metal er sat til cirka 150.000 kroner.
/ritzau/