Skrevet i samarbejde med Stine Behrendtzen
Soldater har skudt med automatpistoler mod demonstranter i hovedbyen Rangoon i Burma. Det skriver flere internationale medier.
Ifølge avisen Herald Tribune er flere mennesker blevet dræbt, eller såret. Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange, der er kommet til skade, men der blev tidligt på formiddagen rapporteret om ni dræbte. Heriblandt en japansk journalist.
-De skød flere gange ind i mængden. En blev såret. De brugte tåregas. Nu bliver den sårede person båret ind i en bil og kørt på hospitalet, siger et vidne til BBC.
Ni dræbte
Fra morgenstunden har der været tusindvis af demonstranter i Rangoon, og militæret har i løbet af dagen advaret om, at de ville gribe til våben, hvis demonstranterne ikke forlod gaderne. Demonstranterne holdt tidligere på dagen hinanden i hænderne og sang Burmas nationalsang, mens sikkerhedsstyrker affyreede varselsskud over deres hoveder.
I nat slog sikkerhedsstyrkerne til mod seks buddhistiske klostre. Vidner siger til BBC, at soldater smadrede vinduer og døre og slog de sovende munke. Nogle slap væk, men omkring hundrede blev kørt væk af militæret.
Efter midnat arresterede sikkerhedsstyrker Myint Thein, talsmand for oppositionsleder Aung San Suu Kyis politiske parti, Den Nationale Liga for Demokrati, oplyser hans familie.
Også de systemkritiske Hla Pe og Pu Yin Shin menes arresteret.
Suu Kyi ikke i fængsel
Oppositionsleder Aung San Suu Kyi selv befinder sig angiveligt stadig i sit hjem i Rangoon, hvor militærdiktaturet har holdt hende i husarrest i 12 af de seneste 18 år, oplyser en højtstående anonym kilde til AP.
De seneste dage har rygter ellers villet vide, at hun var blevet flyttet til Rangoons frygtede fængsel, Insein.
Nattens anslag mod klostrene kommer, efter at landets militærdiktatur onsdag begyndte at angribe fredelige demonstrationer for demokrati, som munkene har ledet hver dag i den seneste uge.
Burmas munke er højt anset i befolkningen, og militærets voldsomme anslag mod munkene fik onsdag grupper af tilskuere til at råbe protester mod soldaterne.
Angreb vækker vrede
Store grupper af mennesker råbte taktfast I er folkets hær, vi sørger for jeres mad! Vær retfærdige over for os! .
Demonstrationerne har indtil onsdag dagligt samlet omkring 100.000 mennesker i hovedstaden Rangoon og var dermed de største folkelige protester mod landets militærregime, siden det tog magten i 1988.
USA har i kraftige vendinger fordømt miltærdiktaturets angreb på de fredelige demonstrationer og strammet sine sanktioner mod regimet. Siden er EU og FN fulgt efter.