Ni personer blev onsdag aften anholdt og sigtet for at have medvirket i tre drabsforsøg samt for i flere tilfælde at have været i besiddelse af våben.
Drabsforsøgene fandt sted 3. april i Husum samt 25. og 27. maj i Hvidovre, og politiet mener, at sagen har forbindelse til en verserende bandekonflikt.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
En person stak onsdag aften af til fods fra politiet.
- Ham leder vi efter nu. Vi kender hans identitet, og vi opfordrer ham til at melde sig selv, siger Knud Hvass, vicepolitiinspektør og leder af afdelingen for organiseret kriminalitet ved Københavns Politi, i meddelelsen.
De anholdte bliver efter planen fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg torsdag over middag. Her vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre, oplyser politiet.
/ritzau/