En ni-årig skolepige fra Kina er blevet en af verdens yngste mødre.
Pigen fødte ved kejsersnit den 27. januar, og både den nybagte mor og hendes baby har det godt. Det skriver den britiske avis The Daily Telegraph, der har historien fra et lokalt dagblad.
Ifølge en sygeplejerske fra fødeafdelingen, er det uklart, hvem faderen er.
Forældrene har dog meldt sagen til politiet. Samleje med et barn under 14 er nemlig ifølge kinesisk lov det samme som voldtægt.
Nyheden om den ni-årige mor kommer netop, som myndighederne i Kina har lanceret en landsdækkende kampagne, der skal beskytte børns uskyld, som det hedder.
Kritikere peger dog på, at der er et stort behov for saglig seksualundervisning i Kina. Riget i midten oplever nemlig i disse år en kraftig stigning i antallet af teenage-aborter. En statistik fra et hospital i Shanghai viser, at næsten en tredjedel af alle aborter udføres på skoleelever.