Sebastian Dahm blev i perioder skudt i sænk mandag aften, da Canada vandt 7-1 over Danmark ved ishockey-VM.
Men målmanden er ved godt mod trods nederlaget og ikke mindst ved udsigten til at blive forstærket en af de nærmeste dage.
For NHL-spillerne Mikkel Bødker og Jannik Hansen er på vej til at blive en del af den danske trup i turneringen.
- Det er godt. Det er dygtige spillere, der giver os et boost. Jannik er frisk, han er klar, og han er sulten.
- Jeg tror godt, vi ville kunne nå en kvartfinale med dem, vi har. Men det giver os da bedre chancer, jo flere NHL-spillere vi har med, siger Sebastian Dahm.
Backen Oliver Lauridsen glæder sig til at få oprustet truppen med de to San Jose Sharks-spillere.
- Det er selvfølgelig rart. Der er ingen diskussion om, at det er to rigtig dygtige ishockeyspillere, vi får ind på holdet. Det er der ingen, der takker nej til.
- Det er også to spillere, der har været med før. Så de ved, hvad det handler om. Det kommer ikke til at tage lang tid at spille dem ind i gruppen igen.
- Det er to gode spillertyper, som vi rigtigt godt kan bruge lige nu. Også på grund af de skader, vi har haft. Så de kommer på et godt tidspunkt, siger Oliver Lauridsen.
Landstræner Jan Karlsson stillede op med en tynd trup på grund af flere skader, og Danmark ikke kunne fylde alle fire kæder ud med spillere.
Det bliver der også lavet om på med de NHL-spillere, der er på vej.
- De gutter fra NHL, som er på vej ind i truppen, kommer til at tilføre holdet en hel del, siger Jan Karlsson.
- Det er to meget dygtige hockeyspillere. Jannik er en hockeyarbejder af fantastisk høj klasse, og han kan tilmed også score mål. Og Mikkel kan producere point. Det er der ingen tvivl om, siger landstræneren.
/ritzau/