Fra den 18. april vil det være muligt at opleve en vaskeægte NFL-stjerne spille amerikansk fodbold i Danmark.
Vejle-klubben Triangle Razorbacks har nemlig sprængt lønbudgettet og skrevet kontrakt med den tidligere NFL-spiller Tony Simmons, som fremover skal fungere som spillende offensiv koordinator for klubben.
Tony Simmons kommer til klubben fra den canadiske klub BC Lions, og før det har han spillet for fire forskellige NFL-hold. Blandt andet tre sæsoner for New England Patriots, hvor han fungerede som receiver og kick returner. I alt har den 35-årige NFL-spiller scoret seks touchdowns og grebet for 998 yards.
Det nye indkøb glæder Vejles sportschef Kristian Worm, som håber på, at Tony Simmons kan hæve niveauet.
"Han er uden tvivl det største navn nogensinde i dansk amerikansk fodbold, og forhåbentligt er det her med til at løfte niveauet. Ikke bare hos Triangle Razorbacks, men generelt i Danmark," siger han.
Tony Simmons debuterer for de tidligere tredobbelte danske mestre fra Vejle i sæsonpremieren i Nationalligaen den 18. april.