Det er endnu ikke offentliggjort, hvilke to NFL-hold der skal spille en grundspilskamp i Europa i den kommende sæson eller hvor. Men New York Daily News mener at vide, at kampen kommer til at stå mellem New York Giant og Miami Dolphins på Wembley i London.
Det betyder, at de danske fans af den amerikanske sport skal rejse knap så langt for at komme ind og se en kamp live.
Sidste år spillede NFL en grundspilskamp i Mexico City. NFL International VP Mark Waller oplyser til TV 2 Sporten, at NFL-ejerne i første omgang er blevet enige om at spille minimum én grundspilskamp hvert år udenfor USA’s grænser de næste fem år.
Hvis det bliver en succes, er det planen at aftalen udvides til i alt 16 år, så alle 32 hold kommer til at spille foran et udenlandsk publikum. Det skal blandt andet hjælpe NFL til at øge sine globale indtægter.