Premier League-klubben Newcastle er i fare for at miste klubbens topscorer, Demba Ba, når transfervinduet åbner i januar.
Det erkender Newcastles manager, Alan Pardew.
- Det vil være skuffende for klubben og hans holdkammerater, hvis han (Demba Ba) beslutter sig for at sige farvel i dette transfervindue. Men beslutningen er i sidste ende hans, fordi klausulen er der, siger Alan Pardew ifølge nyhedsbureauet AFP.
Klausulen, som manageren henviser til, er en frikøbsklausul på cirka 64 millioner kroner.
Hvis en klub byder dette beløb for den meget scorende angriber fra Senegal, så kan Demba Ba forlade Newcastle.
Alan Pardew lægger ikke skjul på, at han er ret træt af klausulen.
- Det er uheldigt, at kontrakten åbner for en masse spørgsmål. Der er den klausul, og hver gang et vindue åbner, skal jeg svare på de samme spørgsmål, siger Newcastle-manageren.
Demba Ba var for nylig ude i noget, der lignede et offentligt frieri til storklubben Arsenal.
Angriberen har været et af få lyspunkter på Newcastle-holdet, der skuffende ligger nummer 15 i Premier League.
Demba Ba har scoret 11 af Newcastles 19 mål i den engelske liga, hvilket gør ham til nummer tre på topscorerlisten.
Manchester Uniteds Robin van Persie og Swanseas Michu har begge scoret 12 gange.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.