Med ni medaljer i hus kaldte Team Danmark OL i London for det bedste nogensinde. Alligevel er der behov for nytænkning frem mod OL i Rio de Janeiro i 2016, hvis Danmark skal være med helt fremme.
Det mener direktør Michael Andersen, som derfor er i gang med forhandlinger om et samarbejde med et andet lille land - New Zealand.
- New Zealand er klart det af de mindre lande ved OL, der har klaret sig bedst. Derfor er det også et land, som vi kan sammenligne os med på mange punkter, siger direktøren til Politiken.
- Det betyder ikke, at vi i samarbejdet skal favne alle de 18 olympiske forbund, vi har haft med denne gang. Men det er jo tankevækkende, at netop New Zealand klarer sig godt i mange af de sportsgrene, som vi også er gode i. Det skal vi udnytte.
Lidt over fire millioner mennesker bor på New Zealand, der ligger et godt stykke sydvest for Australien. Og det lille land vandt 13 medaljer ved OL - seks af guld, to af sølv og fem af bronze. Danmark fik to af guld, fire af sølv og tre af bronze.
Michael Andersen ser særligt sejlsport, banecykling, svømning og roning som sportsgrene, hvor et samarbejde vil være givtigt.
Det ved han efter at have haft møder med direktøren for den newzealandske organisation, der svarer til Team Danmark, nemlig Sport New Zealand.
- Vi kan få meget inspiration fra deres fysiologiske og tekniske viden. Jeg ved, at de er meget interesseret i vores sportspsykologiske model. På den måde kan vi gavne hinanden, siger Michael Andersen.
Går samarbejdet som ventet, kan Danmark og New Zealand sågar dele olympiske lejr ved OL i 2016 i Brasilien.
/ritzau/