Newzealændere landet over holdt mandag et minuts stilhed for ofrene for vulkanudbruddet, der fandt sted for en uge siden.
Det officielle dødstal er fortsat 16, mens politiet forsøger at bjærge to lig, som antages at befinde sig i vandet omkring White Island, der blandt landets oprindelige folk, maorierne, går under navnet Whakaari.
Yderligere 26 mennesker er i hospitaler i New Zealand og Australien. Flere er i kritisk tilstand med alvorlige forbrændinger, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Premierminister Jacinda Ardern stod sammen med sine ministre i parlamentet i hovedstaden Wellington.
- De, der er omkommet, er nu for evigt forbundet med New Zealand, og de står os nær, skriver Ardern i et opslag på de sociale medie Instagram.
USA's ambassade i Wellington har lavet et opslag på Twitter, hvor de ansatte står med nedbøjede hoveder, og der bliver flaget på halv stang.
Vulkanøen var en populær turistdestination.
Blandt de 47 mennesker, som befandt sig på øen var australske, tyske, kinesiske, britiske og malaysiske turister.
I alt er otte australiere samt to amerikanere, som opholdt sig permanent i Australien, ifølge nyhedsbureauet AFP omkommet i vulkanudbruddet.
Landets premierminister, Scott Morrison, har også meddelt, at Australien ærer de døde, sårede og deres nærmeste.
Borgmesteren i Whakatane, en by som ligger 50 kilometer vest for vulkanøen, siger, at myndighederne tog de sørgende familier ud på både nær White Island - i en forsvarlig afstand - for at mindes de omkomne.
/ritzau/