Hidtil har det kostet en bøde på op til 250 dollar at se bort fra færdselsreglerne og gå over for rødt i fodgængerfelterne i New York.
Men sådan er det ikke længere.
Byrådet i den amerikanske storby har besluttet, at det formelt er okay for fodgængere at se stort på de regler, der ellers gælder andre trafikanter.
Det skriver det amerikanske medie CNN.
Et flertal i byrådet vedtog ændringen i september. Og da New Yorks borgmester, Eric Adams, hverken stemte for lovændringen eller nedlagde veto mod den inden for 30 dage, er den trådt i kraft.
Det er udbredt at gå over for rødt i New York - men det er også risikabelt.
De seneste fem år har 200 personer mistet livet i forbindelse med, at de krydsede gaden, mens der var rødt, oplyser transportforvaltningen i New York ifølge CNN.
Et af argumenterne for lovændringen er, at politiet i New York historisk har været tilbøjeligt til at udskrive relativt mange bøder til fodgængere med afroamerikansk og latinamerikansk baggrund.
Lovændringen skal dermed ifølge støtterne være med til at fjerne en racemæssig ulighed.
Derudover skal ændringen give politiet mere tid til mere alvorlige forseelser.
En talsperson for New Yorks borgmester understreger i en udtalelse, at det - uanset de nye regler - stadig er forbundet med fare at gå over for rødt eller at krydse gaden uden for fodgængerfelterne.
- Alle trafikanter er mere sikre, hvis alle følger færdselsreglerne, siger talspersonen, Liz Garcia, ifølge CNN.
Fodgængere er ofre for cirka hver tredje dødsulykke i New Yorks trafik.
/ritzau/