Vovehalsen Nik Wallendas plan om at gå på line mellem to af New Yorks ikoniske skyskrabere afvises af byens politimyndigheder.
Søndag gik Wallenda over en godt 400 meter dyb kløft i Grand Canyon på en stålwire. Bedriften blev transmitteret live på tv over hele verden, og Wallenda havde håbet på at gentage stuntet mellem Empire State Building og Chrysler-højhuset i New York.
Men det er for farligt for millionbyens indbyggere at have en mand spadserende i flere hundrede meters højde uden sikkerhedsnet, mener politikommissær Ray Kelly.
- Jeg tror ikke, det vil være klogt at gøre i den her by. Det vil udgøre en risiko for tusindvis af newyorkere, siger Kelly til New York Daily News.
- Han gik over Grand Canyon, og der er jo som bekendt vand i bunden af kløften. Her har vi tusindvis af newyorkere, siger politikommissæren.
Den 34-årige Nik Wallanda er syvende generation af en artistfamilie. Hans oldefar blev dræbt i en alder af 74, da han faldt ned fra en line under et show i Puerto Rico og andre familiemedlemmer er omkommet på samme måde.
Sidste år krydsede Nik Wallenda som den første nogensinde Niagara Falls på en wire.
Men det krævede to års lobbyarbejde, før myndighederne gav Wallenda lov til at gennemføre sin tur hen over vandfaldene.
Wallenda vil ikke forsøge at gennemføre sit stunt i New York uden myndighedernes accept.
- Jeg nyder ikke bare at gå på line. Jeg nyder også udfordringerne med at sikre mig de rette tilladelser, siger han.
Søndagens stunt blev udført på en fem centimeter tyk stålwire. Det tog Wallenda godt 22 minutter at passere kløften med hjælp fra en balancestang, men uden sikkerhedsnet.
I 1974 blev franskmanden Philippe Petit verdensberømt ved at gå mellem World Trade Centers tvillingtårne i New York på en line, der var spændt ud i 450 meters højde. Men det skete uden, at myndighederne var blevet spurgt.
/ritzau/