De kommer nordfra og lever vildt i den danske natur. Og de spiser korn.
Sådan lyder den smagfulde beskrivelse af gråænder i Nettos nyeste farvestrålende tilbudsavis, der skal få danskerne til at købe stort ind til julebordet.
Men hvis gråænderne kunne tale, ville de fortælle en helt anden historie. De har nemlig aldrig set skyggen af et frit og vildt liv i den danske natur. Langt de fleste er opdrættede ænder, som man har sat ud i naturen.
Det påpeger Dansk Ornitologisk Forening (DOF), der har sendt et brev til Netto og anklaget butikskæden for vildledende markedsføring.
Ifølge foreningens formand, Christian Hjorth, har de ænder, som Netto sælger, ikke haft det for godt. Og man skal i hvert fald ikke tro, at man gør naturen en tjeneste ved at købe dem.
- Selve jagterne på de opdrættede og udsatte ænder, der fedes op med korn, finder i de grelleste tilfælde sted under forhold, der ikke tåler dagens lys. De halvfede og dårligt flyvende ænder bliver jaget op fra vandet af hunde og jægere i både, mens jægere sidder eller står rundt om søen og skyder de panikslagne ænder på fuglenes formentlig første flyvetur i livet, skriver Christian Hjorth i brevet til Netto.
Og den kritik får butikskæden til at reagere. I et brev til DOF beklager indkøbsdirektør Morten Petersen på vegne af Dansk Supermarked A/S, at teksten i Nettos tilbudsavis klart overtræder, hvad der kan betegnes som en rimelig anprisning/information af produktet .
Indkøbschefen lover at sørge for, at noget tilsvarende ikke vil finde sted i fremtiden.