I ugens tilbudsavis for Netto kan man se en reklame for Ribena-saft.
Men Ribena er slet ikke en saft, det er en læskedrik og derfor har foreningen Aktive Forbrugere politianmeldt både butik og solbærdrik for saft-fusk. Saft-reklamen er nemlig overtrædelse af markedsføringsloven. Det erkender Netto.
»Det er desværre korrekt. Vi har begået en fejl, det man kalder en ærgerlig fejl. Selvom Ribena i folkemunde er saft, er det ikke i teknisk forstand saft,« siger Nettos informationschef Erik Eisenberg.
Ribena har nemlig tilsat farve og aroma til solbærrene, og så kan den kun kaldes læskedrik, ifølge loven.
»Ribena fremstiller et tvivlsomt produkt, hvor de har sparet på alt andet end markedsføring. Markedsføringen er klart ulovlig og vildledende,« siger kampagneleder Jeppe Juul fra Aktive Forbrugere.
Har gjort det før
Hos Netto forklarer man dog, at tilbudsavisen er lavet af virksomheden selv uden Ribenas indblanding. Men det er ikke første gang, at butikskæden har begået saftbrøleren. Sidste Netto kaldte læskedrikken fra Ribena for saft, fik kæden et påbud. Når Netto fremover sender glitrede reklamer ud, skulle supermarkedet helst ikke give Ribena falsk betegnelse.
»Det håber jeg sandelig ikke. Jeg tror nok, at vi vil lave en opstramning af interne procedurer, så det ikke sker igen, men hvilke kan jeg ikke sige endnu,« siger Erik Eisenberg.
Netto afventer nu, hvad fødevaremyndighederne vil gøre i sagen.