Allerede flere uger inden statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i Folketingets spørgetid proklamerede, at der var »nul« at komme efter i forhold til anklagerne om, at danske soldater havde udleveret afghanske fanger til tortur, lå dokumenter frit tilgængelige på internettet, hvor amerikanske forhørsledere beretter om mishandlinger, seksuelle ydmygelser og vold over for afghanske fanger. Beretningerne om tortur stammer fra den samme fangelejr, som danske soldater udleverede fanger til.
Det var den amerikanske menneskerettighedsorgansiation American Civil Liberties Union (ACLU), der i starten af december måned sidste år lagde 10 edsvorne vidneafhøringer af amerikanske forhørsledere ud på nettet.
Organisationen har tidligere afsløret omfattende brug af tortur på den amerikanske Guantánamobase på Cuba.
I USA har organisationen ifølge dens egne oplysninger over 500.000 medlemmer, der støtter ACLU’s kamp for at sikre borgernes rettigheder, herunder også fangers rettigheder.
Herhjemme undrer oppositionen sig over, at regeringen ikke havde oplysningerne om tortur i fangelejren i Afghanistan med i deres redegørelse for, hvad der skete med de 31 personer, som danske soldater udleverede til amerikaneres varetægt.
Slået til blods
I vidneforklaringerne fortæller de amerikanske forhørsledere blandt andet om, hvordan en fange er blevet trukket rundt i affald, og om hvordan andre fanger er blevet slået til blods.
Den amerikanske borgerrettighedsorganisation, ACLU, har efter Politikens oplysninger fået udleveret berretningerne direkte fra den amerikanske regering ved ganske enkelt at søge aktindsigt. Oplysningerne har dermed været let tilgængelige.
I beretningnerne fra forhørslederne fortælles også om, hvordan forhørsledere måtte afbryde et forhør, fordi fangen var tydeligt rystet og græd. Fangen fortalte om, hvordan han havde fået elektrisk stød, mens fem amerikanske soldater så på.
Læs mere om torturdokumentationen på www.aclu.com.