Hvis du køber en rejse på nettet til hele familien til 20.000 kroner og betaler med dit dankort, kommer du til at betale 21,45 kroner ekstra. De penge ryger direkte ned i PBS pengekasse, som et gebyr for at bruge PBS s betalingssystem. Gebyret udgør 1,45 kroner i engangsgebyr + 0,1 procent af handelssummen.
Men nu ser det ud til, at det måske bliver en lille bitte smule billigere at handle på nettet i fremtiden.
I følge dagens udgave af Børsen overvejer PBS nemlig, om selskabet skal sætte gebyret ned i takt med at flere og flere køber rejser, fodboldbilletter, dvd og fjernsyn på internettet.
- I takt med, at volumen stiger, kan vi imødese, at vi på et tidspunkt
får mulighed for at sætte prisen ned – måske også før vores
omkostninger er dokumenteret dækket, siger pressechef i PBS, Søren
Winge til avisen.
Han ønsker dog hverken at sige, hvornår gebyret vil blive sat ned - og hvis det sker - hvor meget billigere, det vil blive.
For halvandet år siden satte PBS også af egen fri vilje netgebyret ned med 50 øre - selvom konkurrencestyrelsen dengang fastslog at gebyret var passende i forhold til de udgifter, som PBS har med at drive betalingssystemet.
- Vi vil meget nødigt vil have, at det skal være Konkurrencestyrelsen, der skal gøre, at vi sætter prisen ned, siger Søren Winge.