Netflix klipper i omdiskuteret selvmordsscene
Netflix klipper om i en kontroversiel scene fra serien "13 Reasons Why", skriver nyhedsbureauet Reuters. Lucy Nicholson/Reuters
En scene, der har fået kritik, fra Netflix-serien "Døde piger lyver ikke" bliver lavet om.

Den amerikanske streamingtjeneste Netflix laver en kontroversiel scene fra den populære serie "13 Reasons Why" om.

Serien, der er fra 2017 og har fået den danske titel "Døde piger lyver ikke", fortæller historien om en teenager, der tager livet af sig selv.

Den er baseret på en bog med samme titel og handler om hovedpersonen Hannah og forløbet op til, at hun begår selvmord.

I sidste del af første sæson viser den omdiskuterede scene seriens hovedperson, der tager livet af sig selv i et badekar.

Netflix oplyser til Ritzau, at selskabet laver om på scenen fra den to år gamle serie på baggrund af råd fra "lægefaglige eksperter".

- Vi har hørt fra mange unge mennesker, at "13 Reasons Why" fik dem til at tale om svære problemstillinger som depressioner og selvmord og få hjælp - ofte for første gang.

- I forbindelse med at vi lancerer sæson tre senere denne sommer, har vi været meget opmærksomme på den igangværende debat, lyder det fra Netflix i en udtalelse.

Beslutningen om at lave scenen om er taget i samarbejde med seriens skaber Brian Yorkey og producenterne bag.

Ifølge filmmagasinet Variety vil scenen med teenageren Hannah i badekarret slet ikke være med i den redigerede version af serien.

I stedet vil seerne opleve at se hovedpersonen stirre ind i et spejl, hvorefter billedet skifter over til at vise hendes forældres reaktion.

Serien har fået kritik fra blandt andet det amerikanske Parents Television Council (Forældres tv-råd, red.), der mener, at serien glorificerer selvmord.

Forældrerådet har opfordret til, at serien bliver fjernet helt, men byder Netflix' tiltag velkommen.

I første sæson afleverer hovedpersonen en række kassettebånd til en ven. Båndene er samlet med til at beskrive, hvorfor hun tager sit eget liv.

Den anden sæson af serien blev udgivet i maj, og Netflix har bestilt en tredje sæson.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News