Netcompany, der går på børsen torsdag, ender med en pris på 155 kroner per aktie. Der har været stor efterspørgsel efter aktierne, oplyser Netcompany via fondsbørsen.
It-selskabet havde lagt et interval på 135 til 165 kroner per aktie, hvilket svarede til en markedsværdi på 6,75 til 8,25 milliarder kroner. Med en udbudspris på 155 kroner er markedsværdien på 7,75 milliarder kroner.
- I de sidste to uger har vi mødtes med investorer i USA og Europa, og mange af dem vil blive aktionærer i Netcompany.
- Interessen har været overvældende og bekræfter os i at levere til tiden og inden for budget i et simpelt men stærkt fundament for vækst og profitabilitet, skriver administrerende direktør André Rogaczewski i meddelelsen.
6500 nye investorer er kommet til. Ti procent af dem er private danske, 90 procent er danske og internationale institutionelle investorer.
Netcompany selv kommer ikke til at få en øre fra børsnoteringen. Det er ejerne, kapitalfonden FSN Capital og flere medlemmer af ledelsen, der vil sælge aktier.
Netcompany har blandt andet stået bag den offentlige netportal borger.dk og Maersk Lines kundeportal. Selskabet skal også udvikle afløseren for Skats skandaleramte inddrivelsessystem EFI.
I 2015 købte FSN Capital en aktiemajoritet i selskabet for 1,1 milliarder kroner. Den investering forventes FSN Capital altså at kunne have mangedoblet på under tre år.
2017 bød på en markant vækst på næsten 50 procent for Netcompany, der omsatte for 1,4 milliarder kroner. Den vækst forventes dog at falde til 20-25 procent i år.
- 2017 var et år, hvor væksten peaker, og hvor vi giver den en ekstra skalle, fordi vi har de rigtige projekter og de rigtige folk.
- Men det kan vi ikke gøre hvert år, det kan modellen ikke holde til. Så nu skal der tages en puster og sætter tempoet lidt ned.
- Det allervigtigste er, at kvaliteten er intakt. Lige så snart kvaliteten falder, så forsvinder mange fordele. Så bliver det sværere for dine kunder, og dine medarbejdere bliver frustrerede, sagde administrerende direktør André Rogaczewski i marts til Ritzau.
/ritzau/