Netcompany er hastigt ved at bliver en af sværvægterne blandt danske IT-virksomheder.
Selskabet, der blandt andet har stået bag Borger.dk, Maersk Lines kundeportal og skal udvikle afløseren til Skats skandaleramte inddrivelsessystem EFI, øgede antallet af ansatte og omsætningen markant i 2017.
Omsætningen steg med en halv milliarder kroner til 1416 millioner kroner og antallet af ansatte rundede 1700 ved udgangen af året.
- Der er to grunde til, at vi har kunnet vokse så meget. For det første så har vi et produkt, kunderne gerne vil have. I 2017 fik vi specielt godt hul igennem til det offentlige, som nu står for omkring halvdelen af vores omsætning.
- Og så har vi kunnet tiltrække mange utroligt dygtige folk til at løse opgaverne, siger administrerende direktør og stifter André Rogaczewski.
Den markant vækst er samtidigt ikke gået ud over overskuddet, der blev næsten femdoblet til 142 millioner kroner.
- Det er ikke fordi, vi kan tage højere priser end andre på markedet. Den eneste måde at tjene penge på i denne her branche er at gøre tingene rigtigt og gøre dem rigtigt første gang.
- Hvis man ikke er færdig til tiden, så bruger man al sin tid på at rydde op. Der kan du ikke bruge medarbejderne andre steder, og de kan ikke lave betalt arbejde.
- Men gør man det godt og inden for rammen hver gang - eller næsten hver gang - så tjener man penge, siger André Rogaczewski.
Derfor arbejder Netcompany også hårdt for at sikre, at væksten ikke går ud over hverken kvaliteten af kunderne eller af de ansatte, der kommer ind.
Og blandt andet derfor vil Netcompany heller ikke vokse lige så hurtigt i år eller de kommende år, hvor væksten forventes at falde tilbage til 20-25 procent.
- 2017 var et år, hvor væksten peaker, og hvor vi giver den ekstra skalle, fordi vi har de rigtige projekter og de rigtige folk.
- Men det kan vi ikke gøre hvert år, det kan modellen ikke holde til. Så nu skal der tages en puster og sætter tempoet lidt ned.
- Det allervigtigste er, at kvaliteten er intakt. Lige så snart kvaliteten falder, så forsvinder mange fordele. Så bliver det sværere for dine kunder, og dine medarbejdere bliver frustrerede, siger André Rogaczewski.
/ritzau/