Sara Netanyahu, som er gift med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er blevet anklaget for svindel og mandatsvig.
Det sker efter en lang efterforskning af en sag, hvor hun er blevet beskyldt for at have misbrugt over 640.000 kroner af skatteborgernes penge på indkøb af måltider, der er blevet leveret i familiens hjem.
Det er det israelske justitsministerium, som meddeler, at anklagemyndigheden i Jerusalem rejser sag mod premierministerens kone.
Justitsministeriet siger, at Sara Netanyahu, der bliver 60 i november, er anklaget for at have løjet om, at der ikke var nogen kokke i premierministerens officielle residens, hvorfor hun "købte cateringmad for offentlige midler".
Hun skal have købt mad udefra i strid med reglerne for et beløb på over 640.000 kroner.
- Fra 2010 til 2013 fik Netanyahu, hendes familie og gæster "svigagtigt" mad på statens regning, heriblandt hundredvis af færdige måltider, hedder det.
Anklagerne er det seneste af en række problemer, som Netanyahu og hans familie slås med. Premierministeren er selv ved at blive efterforsket, da han beskyldes for at have taget imod korruption i flere opsigtsvækkende sager.
Benjamin Netanyahu har været Israels dominerende politiske skikkelse i en generation, og han er blandt andet mistænkt for at have forsøgt at bestikke en pensioneret dommer til at blokere for en efterforskning af sin kones angivelige misbrug af offentlige midler.
I en af sagerne mod ham beskyldes Netanyahu og hans familie for at have taget imod cigarer, champagne og smykker for hundredtusinder af kroner til gengæld for politiske tjenester.
Netanyahu afviser beskyldningerne og siger, at han er offer for en heksejagt.
Til trods for problemerne tyder meningsmålinger på, at Netanyahus højreorienterede Likud ville forblive det største parti, hvis der blev holdt valg nu.
Det næste valg i Israel skal ifølge planen finde sted i november 2019.
/ritzau/AFP