Novak Djokovic viste tegn på nerver, da den serbiske verdensetter onsdag spillede sig videre til semifinalerne ved French Open.
Djokovic vandt med 6-3, 7-6 og 7-5 over tyske Tommy Haas, men favoritten havde svært ved at få afgjort kampen.
Serberen startede med stort overskud og var næsten suveræn i sine egne servepartier. Hele otte gange vandt Djokovic sit eget serveparti uden at tabe en eneste duel til sin ellers velspillende modstander.
Haas gjorde det nemlig godt, og tyskeren var på vej til at nappe andet sæt, som blev afgjort i en tiebreak. Tommy Haas førte 4-2, men tabte alligevel tiebreaken med 5-7.
Kampen så ud til at nå en mental afgørelse, da Novak Djokovic brød Haas' serv og bragte sig foran med 2-1 i tredje sæt. Men tyskeren fik rejst sig og brudt tilbage på sin første breakbold i hele kampen.
Djokovic kom dog foran med 5-3 og lignede en sikker vinder, men så satte nerverne ind. Haas fik afværget en matchbold og udlignet til 5-5, før Djokovic brød tilbage og vandt kampen.
Djokovic skal i semifinalen møde den forsvarende mester Rafael Nadal, der slog Stanislas Wawrinka. I den anden semifinale møder David Ferrer og hjemmebanehåbet Jo-Wilfried Tsonga hinanden.
/ritzau/