Nervøs Carina Christiansen færdig ved OL
Den danske bueskytte Carina Christiansen kunne ikke leve op til niveauet fra tidligere i turneringen.

Den danske bueskytte Carina Christiansen er færdig ved OL i London, efter at hun slet ikke kunne finde niveauet fra tidligere i turneringen og tabte klart med 2-6 til mexicanske Mariana Avitia i ottendedelsfinalen.

Kun i andet sæt på Lord's Cricket Ground levede danskeren op til forventningerne, men derudover var hendes skydning for usikker, og dermed er den sidste danske bueskytte ude af de olympiske lege.

Danskeren startede nervøst ved med nød og næppe at ramme en otter, mens hendes anden pil slet ikke ramte skiven. Derfra var der naturligvis ikke mere at stille op i første sæt, som mexicaneren tog sig af med 25-16.

Det blev meget bedre i andet sæt, hvor Carina Christiansen lavede 28 point og dermed udlignede til 2-2.

Men det skyllede ikke nervøsiteten ud af kroppen på den danske bueskytte, der i både tredje og fjerde sæt leverede en katastrofal sekser, og det var i den sidste ende afgørende for, at Mariana Avitia kunne vinde sættene med 29-23 og 29-24 og dermed kampen 6-2.

Carina Christiansen havde ellers givet håb om, at der måske kunne vente en dansk overraskelse i bueskydning, da hun mandag imponerede mod først den unge australier Elisa Bernard og siden Taiwans Chien-Ying Le.

Men det niveau var desværre ikke at se i torsdagens ottendedelsfinale, og efter Louise Laursens nederlag onsdag er danskerne nu ikke længere repræsenteret ved OL i bueskydning.

/ritzau/