Det er efteråret 2003.
I et lille studie i Viby uden for Århus, er drengene fra Nephew gået i gang med at indspille sangen "Movie Klip".
Egentlig mest fordi, de selv synes, det er en god sang. At den kan et eller andet.
Drømmene om et gennembrud har de for længst pakket væk. De har jagtet det i årevis. Men det skulle nok bare ikke være.
I stedet hygger de sig. De spiser rugbrød med varm leverpostej, som de skiftes til at hente i den lokale Føtex.
De eksperimenterer med musikken, sætter mikrofoner op foran spande for at give en særlig klang fra trommerne og tænker ikke så meget på, hvad der mon er rigtigt og forkert.
- Vi havde stødt panden mod en mur i så mange år, så alle ambitioner om at musikken skulle ud, var lagt på hylden, fortæller bandets forsanger Simon Kvamm.
Alligevel er der en følelse, der nager. Følelsen af, at "Movie Klip" kan noget særligt.
- Man turde næsten ikke tænke tanken. Men jeg kan huske, at jeg havde det sådan "Er det bare mig, eller er det her bomben?", siger Simon Kvamm.
Da demoen er færdig, beslutter bandet, der lærte hinanden at kende på Aarhus Universitet midt i 90'erne, alligevel at sende albummet "USA/DSB" til et par pladeselskaber og radiostationer.
Meldingen er den samme: De dansk-engelske tekster er "for mærkelige". En dør i hovedet igen.
Men efter nytår beslutter DR-radiokanalen P3 at give sangen en chance.
- Vi vågnede op om mandagen i årets første uge og var P3's Ugens Uundgåelige. Og fra den dag af var verden bogstaveligt talt en anden, fortæller Simon Kvamm.
- Pludselig stod en horde af de pladeselskaber, vi havde sukket efter og sukkede efter os, siger han.
Sådan begynder de 10 år, bandet har på bagen siden deres gennembrud. 10 år, hvor de har vokset sig til at være et af de største bands i Danmark.
De har fået Danmark til at synge med på "Worst/Best Case Scenario", "Igen & Igen &" og "Hjertestarter", spillet udsolgte koncerter og ramt rigtigt stort set hver gang, de udsender en single.
Bandet er blevet folkeeje. Og det er de stolte af.
- Der er mange musikere, der synes, det er forfærdeligt at være folkelig. Jeg har altid godt kunne lide det. Vi har altid været klar over, at vi var mainstream og har set det som noget fedt. Vi vil gerne favne folk, siger Simon Kvamm.
Folket vil også gerne favne Nephew. Og derfor var gennembruddet heller ikke omkostningsfrit. Kort efter gik Simon Kvamm med i et sideprojekt sammen med Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard i "Drengene fra Angora", og dermed eksploderede Kvamms popularitet.
Han lægger ikke skjul på, at det var så voldsomt, at han selv måtte gå i terapi "for ikke at komme til at tænke på sig selv som et fænomen".
Men resten af bandet havde det også svært.

- Simons rolle påvirkede os alle sammen. Hvis nogen ville være ven med en, så kunne der godt være andre grunde end de rent menneskelige. Det aspekt skulle man vænne sig til, fortæller bandets guitarist, Kristian Riis.
- I syv år havde vi bare været os. Men pludselig kunne man ikke sidde med Simon nogle steder uden, at der kom otte mennesker hen og ville have en autograf og en snak, siger han.
Selvom det ind imellem har været hårdt, så har de haft en ballast. De kender hinanden til bunds, og det har kommet dem til gode. I bakspejlet kan de også se, at det ikke kun var skidt at vente syv år på et gennembrud.
- Hvis vi var brudt igennem, dengang vi dannede bandet, så var vi blevet revet rundt. Vi har haft en styrke i, at vi var ældre, og at vi kender hinanden så godt, fortæller Simon Kvamm.
Mandag udgiver Nephew en opsamling med deres 21 radiosingler og 16 ikke-udgivede numre og et boxsæt med de fem album, det foreløbig er blevet til. Med andre ord runder de et kapitel af.
Et kapitel, der har budt på mere, end de nogensinde havde turde tro på.
- Vi har fået mange af de drømme, vi havde, opfyldt, siger Kristian Riis.
Derfor har bandet besluttet sig for at begynde et nyt kapitel.
Et kapitel, hvor de ikke nødvendigvis skal udkomme med et album lige om hjørnet eller skal ud på turné lige foreløbig.
Ordet "fritidsband" bliver ved med at dukke op i interviewet. Det var sådan, de - omend ufrivilligt - begyndte, men det er det, de føler, at de skal tilbage til.
- Sidst, vi var et fritidsband, var det fordi verden tvang os til at være det. Vi havde jo ambitioner om at være alt andet, siger Simon Kvamm.
Nu kan bandet vælge at være det som et privilegium.
- Det er en streg i sandet. Det handler ikke om, at vi ikke kan lide hinanden længere eller ikke kan lide musikken. Men man skal ikke drives af et pres udefra. Man skal lave musik fordi man ikke kan lade være, siger Kristian Riis.
- Vi føler, at der skal være lidt stilstand i drivhuset før det kan blomstre igen, medgiver Simon Kvamm.
Newspaq