Danske uddannelsesinstitutioner henter fattige, nepalesiske studerende til Danmark og kræver omkring 150.000 kroner for uddannelser, som op mod 90 procent af nepaleserne ikke gennemfører.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Antallet af opholdstilladelser til nepalesere på videregående uddannelser er på et år steget fra 141 til 408. Flere skoler advarer mod skruppelløse agenter, der lover de studerende mulighed for arbejde i Danmark til skyhøje lønninger.
- Det lugter for meget af menneskehandel, siger Morten Weiss-Pedersen, direktør Vejle Handelsskole til Kristeligt Dagblad.
- Mange af agenterne lokker sønner fra fattige landsbyer til at købe en uddannelse i udlandet og får dem til at optage store lån. Derefter kommer de unge til Danmark og konstaterer, at de ikke kan gennemføre studierne, fordi de skal arbejde massivt med lavt betalt aften- og natarbejde for at have råd til at være her, siger Morten Weiss- Pedersen til avisen.
Skolerne skal forpligtes til at behandle nepaleserne bedre, mener Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini:
- Der er behov for retningslinjer. For det er noget svineri over for de udenlandske studerende, at man lokker dem hertil under falske forudsætninger til Kristeligt Dagblad.