Det begynder med et kort »Hej, hvor er I fra?«.
Og kort efter har den unge mand Mahyar hevet os med til den store familiemiddag med adskillige lokale retter. Vi hører lange fortællinger om det politiske liv i Iran, spiller kortspil på gulvet, bliver kørt rundt i byen til parker og drikker te, te og endnu mere te i små huse.
Vi ender med at sove to nætter i et værelse hos familien, mens de yngste medlemmer i stedet falder omkuld på tæpper i stuen. Alt sammen med den største selvfølge og gæstfrihed.
Sådan er Iran – et land, der i øjeblikket internationalt mest smager af atombomber, undertrykkelse og had.
Og et land, der for den rejsende turist også viser sig at være et land med en gruppe, der smiler og åbner sig for den store verden. Selvom de kun kender få gode ord om den danske regering, så har de en åben favn for danskere.
Ikke uprøvet
Uanset interessen og gæstfriheden, så er landet mellem krigene i Afghanistan og Irak dog fortsat ikke for uøvede rejsende. Og lever man skidt omkring en enkelt kakerlak i ny og næ, så bør man nok også holde sig væk.
Lige så venligt, som iranerne modtager deres gæster, lige så bestemt behandler de dog de gæster, der overskrider de lokale regler – så altså ingen kys på gaden, ingen holden i hånd på gaden, ingen alkohol, og alle kvinder skal på offentlige gader og i offentlige bygninger bære tørklæde.
Men placerer man sig i en godt slidt Mercedes-bus eller en mere velholdt Volvo og kører mod syd, så venter verdens bedste kebab med ris og hele grillstegte tomater på Amir Chakmaq Square i ørkenbyen Yard. Her kan man også sove i et dobbeltværelse i det fantastiske Malek-O Tojjar Hotel midt i den lokale bazar for 35 dollars – eller 25–28-stykker, hvis man kommer uden for højsæsonen.
Eller tag et indenrigsfly til Shiraz i syden og besøg de gamle bygningsværker Persepolis. Og så med bus eller tog videre til storbyen Esfahan, der af mange med rette regnes for den smukkeste by i Mellemøsten med sine enorme moskeer.
Og forbered dig så på at blive inviteret på middag hver eneste dag – alene fordi du er turist.
Iran Air flyver direkte fly fra København til hovedstaden Teheran én gang om ugen. Prisen er 3.200–4.000 kroner.
Visum
skal søges på forhånd på den iranske ambassade i København (tlf.: 39 16
00 03) og koster 450 kroner. Da Nyhedsavisen testede, tog det blot fem
dage at få visum. Men søg gerne to til tre uger i forvejen. Israelske
statsborgere/borgere med stempler fra indrejser til Israel vil blive
afvist.
Ingen udenlandske kreditkort virker i Iran – nej,
heller ikke Visa eller Mastercard. Slet ikke. Alle pengene skal hæves
hjemmefra i kontanter. Halvdelen i euro og halvdelen i dollars.
Et dobbeltværelse koster fra 120–160 kroner i de mindre byer og 5–600 kroner i Teheran.
Husk at kun ægtepar må sove sammen på hotelværelser. Der kræves ikke dokumentation for ægteskabet.
Homoseksuelle advares mod at tage til Iran, da landet fortsat har strenge straffe for homoseksuelle forhold.
Lonely Planets seneste Iran-guide skal ubetinget med i tasken.