Der er en David Bowie-plade til enhver lejlighed.
Den sitrende melankoli i stofmisbrugerens beretninger fra Berlin og de episke fortællinger om Major Toms ensomme rumrejse.
Ziggy Stardusts potente guitareskapader, de tunge eksperimenter med Tin Machine, de skrattende, elektroniske udladninger på de industrielle 90'er-udgivelser "1. Outside" og "Earthling".
Og der er firsernes dansehit, der drev de tidlige fans til vanvid, men som banede vejen til et nyt og større publikum og cementerede hans status som et uafskriveligt ikon i moderne populærmusik.
Men nu kommer der ikke flere. Få dage efter udgivelsen af "Blackstar" står det nu ubønhørligt klart, at albummet bliver Bowies sidste og dermed punktummet for et ekstraordinært kunstnerisk virke.
Det er således en fortsat produktiv og ifølge kritikerne til stadighed relevant kunstner, der har forladt rockverdenen, som lige nu græder utrøsteligt.
Bowie blev født som David Robert Jones den 8. januar 1947 og blev som barn betaget af rockmusikkens allerførste stjerner som Elvis Presley og Little Richard.
I 1960'erne spillede han i flere forskellige bands, men det blev som soloartist, at han slog igennem.
Hans selvbetitlede debut blev der imidlertid ikke lagt meget mærke til i 1967, hvor verden holdt "Summer of Love" til tonerne af The Beatles, The Doors, Rolling Stones, Procol Harum og Jimi Hendrix.
Men da Apollo 11 i 1969 landede på månen, havde Bowies "Space Oddity" fem dage forinden ramt pladebutikkerne med den teknologiske landvinding som perfekt affyringsrampe for Bowies gennembrud.
Det næste store skridt blev taget, da Bowie i 1971 opfandt det androgyne alterego Ziggy Stardust, der som en fusion af Iggy Pops personlighed og Lou Reeds musik blev det perfekte popidol.
Med Ziggy som afsender indtog først "Hunky Dory" (1971) med klassikeren "Life on Mars?" og konceptalbummet "The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars" top fem på den britiske albumhitliste.
Men i stedet for at fortsætte i det succesfulde spor pensionerede Bowie Ziggy Stardust og opfandt i stedet den nobelt klædte Thin White Duke, som på "Station to Station" (1976) bevægede sig ind i funk og soul.
Midt i succesen sagde Bowie i et interview med Playboy, at han var "en meget stærk tilhænger af fascisme", og at "Adolf Hitler var en af de første rockstjerner".
Bowie har siden undskyldt udtalelserne og forklaret, at han var forblændet af sin egen mytologi og ude af sig selv på grund af eksperimenter med stoffer.
I et forsøg på at kvitte substanserne flyttede Bowie til først Schweiz og siden Berlin, som blev ramme om sidste del af hans musikalske guldalder.
I samarbejde med bofællen Iggy Pop og produceren Brian Eno begik Bowie pladetrioen "Low" (1977), ""Heroes"" (1977) og "Lodger" (1979), der siden er døbt "Berlin-trilogien" og som bidrog til lydsporet til narkotragedien "Christiane F." (1980).
Trods radikale eksperimenter med støj og synthesizere inspireret af den tyske "krautrock" fortsatte udgivelserne med at vedligeholde Bowies popularitet i hjemlandet.
Den blev ikke mindre i 1980'erne, hvor Bowies kernefans blev udfordret af kamæleonens skamløst poppede samarbejder med navne som Queen, Tina Turner og Mick Jagger.
Det var drøj kost for dedikerede rockelskere, men singler som "Let's Dance", "China Girl", "Under Pressure" og "Dancing in the Streets" står den i dag som et vidnesbyrd om Bowies nærmest endeløse alsidighed.
Omskifteligheden fortsatte op gennem 90'erne og 00'erne, hvor Bowie tog livtag med tungrock, hiphop og elektronisk musik, og samarbejdede med langt yngre navne som Placebo, Nine Inch Nails og danske Kashmir, inden han pludselig blev ramt af en blodprop ved hjertet under en turné i 2004.
Sygdommen betød blandt andet en aflyst koncert på Roskilde Festival, som ikke siden har haft mulighed for at tage revanche.
For på trods af genopstandelsen som udgivende kunstner med "The Next Day" fra 2013 har Bowie siden det alvorlige nedbrud trukket sig tilbage fra turnélivet. Blandt andet for at hellige som faderrollen for datteren Alexandria, som blev født i 2000.
Foruden hende efterlader han sig sønnen Duncan Jones, som han fik i 1971 med sin daværende kone, Angie Bowie, og livsledsageren Iman Abdulmajid, som han blev gift med i 1992.
På sangerens dødsdag skrev hun på Twitter:
- Kampen er ægte, men det samme er Gud.
/ritzau/