Af Stine Behrendtzenstbe@dny.dk@BRØD:Det er fortsat motion og grønsager, der skal hjælpe overvægtige børn, og ikke kirurgernes knive. Hospitaler, der opererer mod overvægt, oplever, at flere og flere forældre efterlyser fedme-operationer til deres børn, men idéen møder modvind hos politikerne. Formand for Sundhedsudvalget i Folketinget, Birthe Skaarup (DF), mener ikke, der bør rykkes ved Sundhedsstyrelsens aldersgrænse, som i dag er 20 år:»Hvis man først skal til at gribe kniven og skal rykke aldersgrænsen, er vi nået lidt langt ud. Jeg ville hellere sige til forældrene, at de skal sørge for, at deres børn ikke bliver overvægtige. Børnene skal have rigtig motion og kost og ikke sidde foran pc’en men ud og røre sig,« siger Birthe Skaarup. Hun mener, der kun kan være tale om kirurgiske indgreb i tilfælde, hvor overvægten er absolut livstruende. Den holdning deler medlem af Sundhedsudvalget for Socialdemokraterne, Karen Klint: »Et operativt indgreb har mange bivirkninger. Jeg vil hellere gå med til, at vi som samfund tilbyder sundere opvækst til børn, eksempelvis sund mad dér, hvor de bliver passet som små og i skolerne. Forældre og børn skal lære glæden ved motion. Sundhedsskadelig overvægt er ikke noget, som opstår på 14 dage eller på et år. Man bør gribe ind tidligt,« siger Karen Klint og tilføjer, at sund mad i institutionerne ikke behøver være dyrere end usund mad.Læge i Sundhedsstyrelsen Susanne Vest vurderer, at aldersgrænsen kun kan blive rykket ned, hvis ny forskning taler for det.