Selvom renten er i bund i dag, så får mange boligejere nej til at lægge lån om til en fast rente.
Realkreditinstituttet vil ikke låne dem det samme beløb, fordi værdien af huset er faldet. Det skriver Berlingske Tidende.
Og derfor risikerer tusindvis af boligejere at havne i en regulær gældsfælde.
"Det kan få meget stor betydning for de mange, der har optaget rentetilpasningslån. De forventer tilsyneladende bare at kunne lægge om til fast forrentede lån, når renterne begynder at stige," siger lektor Jens Lunde ved Handelshøjskolen i København ifølge avisen.
Boligejere har intet krav på at få omlagt deres lån, så realkreditinstitutterne er i deres gode ret til at afvise dem, oplyser Finanstilsynet.