Ét er, at de københavnske politikere nu tilbyder de autonome i Ungdomshuset at være behjælpelige med at finde et nyt hus som erstatning for Jagtvej 69. Noget helt andet er, at kommunen såmænd også tilbyder at medfinansiere driften af et nyt hus.Hvordan kan det være, at en flok unge lømler, der indtil videre alene har udmærket sig ved med jævne mellemrum at geråde i voldelig konflikt med politiet, skal stilles i udsigt, at Københavns Kommune tilmed vil poste penge i et nyt ungdomshus?Kommunalpolitikerne fra S, SF, Enhedslisten og De Radikale må da have spist søm, hvis de tror, at et flertal af de københavnske vælgere vil acceptere, at deres skattepenge skal gå til at underholde autonome ballademagere. Naturligvis er kommunen forpligtet til at tilbyde, at unge mennesker, der er aktive i en forening, kan afholde møder i kommunale lokaler, men ligefrem at medfinansiere driften af et hus forbeholdt en flok voldelige afstumpede unge er da det skinbarlige vanvid.Hvis venstrefløjen inklusive De Radikale beslutter, at de autonome varylere skal have eget hus finansieret af Københavns skatteborgere, vil behovet for et systemskifte selv her forhåbentlig stå krystalklart for alle de vælgere, der lod sig friste af Ritt Bjerregaard ved sidste kommunalvalg.