Det kan koste dyrt at holde sig på dydens smalle sti.
Det må en 31-årig mand sande, efter han i nat blev groft overfaldet umiddelbart efter, han havde sagt pænt nej tak til at købe stoffet kokain af en gadepusher i den københavnske bydel Vesterbro.
"På Vesterbrogade bliver han tilbudt at købe coke, men afslår. Kort efter i Victoriagade bliver han konfronteret af to personer, der slår ham i hovedet med en flaske og giver ham flere slag og spark", siger politiet centrale efterforskningsleder, Gunnar Nørager, til ekstrabladet.dk.
På Rigshospitalet konstaterede lægerne en dyb flænge i den øverste del af mandens ryg. Ifølge lægerne var der ikke tale om et snitsår fra en kniv, men sandsynligvis fra en flaske.
Den 31-årige er uden for livsfare, men opholder sig fortsat på hospitalet, hvor man er under observation.
Det ligger ikke fast, om mandens overfaldsmænd er de samme, som ville sælge ham narkotika.