Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Man læser så meget i avisen. Mens andre laver meningsmålinger om så meget. Sådan er der så meget. Man magter ikke at kommentere det hele - hele tiden. Naturligvis. Men der er også tidspunkter, hvor en enkelt nyhed ikke må gå upåagtet hen. Og enkelte af dem, skal have et ordentligt gok i nøden, så det runger!
Det gælder den undersøgelse - og de kommentarer - som en frisk meningsmåling fra Epinion om danskeres sympati overfor ideen om en fælles, flad selskabsskat i EU forleden gav anledning til.
Overskriften i Altinget lød, at 45 % af danskerne ønsker ens selskabsskat i EU. Hold da op! Tænkte jeg og rystede på hovedet med spekulationer over, hvordan mon meningsmålingen teknisk var blevet strikket sammen. Nogle gange bliver vi jo spurgt om noget, vi ikke har den store forstand på. Og derfor skal vi politikere tage sådanne målinger med respekt for, at vi så ikke straks skal gøre, som mange mennesker tilsyneladende vil det.
Men det er lige præcist det, der er sket for Venstres erhvervsskatteordfører og Socialdemokratiets skatteordfører. Begge klapper tilsyneladende i deres hænder. Og det giver ingen mening. Slet ikke for Venstre og deres ellers fornuftige erhvervspolitiske linje. For Socialdemokraterne måske. Bare ikke det danske Socialdemokrati, som til forskel fra deres europæiske kollegaer plejer at have en sund modstand mod afgivelser af dansk selvbestemmelse generelt - og med respekt for størrelse af den store danske velfærdsstat. Med god grund.
Skelettet skvatter sammen
Ikke desto mindre udtaler Kim Valentin (V) og Troels Ravn (A), at de da synes, at det virker som en god idé.
Dét er det bare slet ikke! Skattepolitik er sammensat af nationalstater med et unikt sæt af skatte-, afgifts- og bidragstyper. Hvert land sine ingredienser. Den skattepolitiske buket er derfor udtryk for nationale identiteter og så at sige ‘røntgenbilleder’ af skelettet for det enkelte lands samfunds- og velfærdsmodel. Derfor kan man umuligt hive én skattetype ud af sammenhængen til resten. Så risikerer skelettet af skvatte sammen.
I EU har Danmark en særlig position. Vi er et land andre kigger efter, når de leder efter inspiration til, hvordan de kan blive mere innovative, mere digitale og mere omstillingsdygtige. Dén førerposition kommer i høj grad fra måden vi bruger vores ret og pligt til at strikke et samfund sammen, der fungerer og leverer det, som borgerne forventer - og udlandet misunder og som desuden medvirker til at tiltrække udenlandske virksomheder og internationale investorer.
Men hvorfor forestiller nogen sig så, at en fælles, flad selskabsskat i EU er en god idé? Medmindre der er tale om politikere, som altid hopper efter meningsmålingernes skiftende trombone som rastløse likes-jægere på de sociale medier.
Ulighed
Især ét problem tror man så at kunne løse. Nemlig at det vil fjerne skattesnyd og -unddragelse. Det er bare helt forkert og jeg er faktisk rystet over, at V og A stadigvæk hopper på den slags ammestuelogik. Det, der skal til, handler om at få skabt et effektivt og fair samarbejde mellem EU-landende om både skattetyper, opkrævningspraksis og håndhævelse overfor skatteunddragere og -kriminelle. Det er dén vej, vi skal give noget mere asfalt. Også i et stærkere internationalt samarbejde, da det ikke nytter noget, hvis EU bliver så skattepolitisk et kludetæppe, at virksomhederne flytter væk og tager arbejdspladserne med. Det har vi under ingen omstændigheder brug for!
Et andet problem flettes ofte ind i argumenterne for en fælles EU-selskabsskat. Nemlig ulighed. Men også her skal der andre løsninger på bordet. For husk nu, at det ikke er mange år siden, at Produktivitetskommissionen konkluderede, at virksomhedsbeskatning er et afgørende nationalt instrument for vækst og jobskabelse. Det har OECD også pointeret flere gange.
Det eneste tidspunkt, hvor en fælles europæisk selskabsskat giver mening, er, hvis man er for ét Europas Forenede stater og hermed opløsningen af nationalstaten. Det er jeg stensikker på, at langt mindre end 45 % af de danske vælgere er! Og det er ikke hverken Venstres eller Socialdemokraternes kernevælgere. Dét ville i givet fald være en nyhed, som jeg er helt sikker på, jeg ikke er den eneste, der vil undre sig højlydt over.
Pernille Weiss er medlem af Europa-Parlamentet, C (EPP) Foto: Scanpix