- Jeg var ikke selv herre over det. Der var faktisk en stopklods.
Sådan siger den 38-årige julekalenderaktuelle skuespiller Neel Rønholt.
I et interview med Alt for damerne fortæller hun om en periode, hvor hun havde det dårligere end bare skidt.
Hun gik rundt med med en række symptomer, som pegede på på graviditet eller influenza. Men det var det ikke. Hun var ramt af stress, lød lægens dom.
Og det blev et vendepunkt for Neel Rønholt. Hun fortæller, at hun i perioder havde følt, at hun "var lidt usårlig".
- Men der viste det sig så, at jeg ikke bare kunne jerne igennem og tilsidesætte mig selv, hvis jeg ville.
Oplevelsen fik Neel Rønholt til at sætte tempoet ned. Det fik også hende og hendes forlovede, skuespillerkollegaen Jens Sætter-Lassen, til at gøre tanker til virkelighed.
Parret flyttede derfor for tre år siden fra København til et stråtækt hus i Humlebæk sammen med deres to døtre, Ellen på otte år og Franka på fire år.
- Jeg var nok egentlig ikke rigtigt til stede, der hvor jeg var, fordi jeg hele tiden var bagud, så jeg skulle videre til det næste, forklarer hun.
Den tid har hun fået, så der nu også er plads til en tur i skoven, en god bog og afslapning på sofaen.
Neel Rønholt spiller Nille Skrædder i TV 2 -julekalenderen "Tinkas juleeventyr".