Den 20-årige spanske målmand David de Gea er netop blevet præsenteret, som ny målmand i storklubben Manchester United.
Den nu tidligere Atletico Madrid-keeper har underskrevet en femårig kontrakt og starter på Old Trafford allerede efter sommerferien.
"Jeg er meget stolt og kan slet ikke vente med at starte her i klubben," siger de Gea til Manchester Uniteds egen tv-station.
Mens den unge målmand, der netop har vundet U21 EM med Spanien i Danmark, glæder sig, er nyheden ren udtur for Uniteds dansker, Anders Lindegaard.
Han kommer nu endnu længere fra en fast startplads efter en sæson, hvor han aldrig var tæt på at true rutinerede 40-årige Edwin Van der Sar, der spillede sin sidste kamp i karrieren, da United tabte Champions League-finalen på Wembley.
Dermed stiller Lindegaard sig op i rækken af danske landsholdsspillere, der kan se frem til en sæson uden fast spilletid, hvis de ikke finder sig en ny arbejdsgiver.
Med på den liste findes bl.a. også Christian Poulsen og Nicklas Bendtner, ligesom Lars Jacobsen leder efter en ny klub.