2013 kunne dårligt være begyndt værre for den italienske fodboldklub Inter.
Storklubben fra Milano løb søndag ind i et 0-3-nederlag ude til Udinese, der scorede alle kampens mål i anden halvleg.
Resultatet betyder, at Inter med 35 point for 19 kampe fortsat er ni point efter topholdet i Serie A, Juventus, som endda har spillet en kamp færre.
Udinese-måltyven Antonio Di Natale scorede to gange i anden halvleg til henholdsvis 1-0 og 3-0.
Allerede i første halvleg havde angriberen haft et frispark, der ramte opstanderen.
Luis Muriel fik æren af at score målet til 2-0.
Inter-spilleren Juan fik marchordre ved stillingen 1-0 til Udinese, da der resterede 25 minutter af kampen.
Med nederlaget er Inter uden sejr i tre kampe i Serie A.
Udinese, der ellers har haft en skuffende sæson, har 27 point og er ubesejret i fem ligakampe.
/ritzau/