Omkostningerne er til at tage at føle på, når det gælder regeringens planlagte sænkning af selskabsskatten fra 25 til 22 procent.
Ifølge Finansministeriets egne beregninger vil lettelsen af selskabsskatten isoleret set skabe 600 job i 2014. Det vel at mærke til en samlet pris af 1,2 milliarder kroner.
Det betyder, at hver eneste job skabt på baggrund af den lavere selskabsskat koster i omegnen af to millioner kroner.
Tallet fremgår af en såkaldt teknisk baggrundsrapport til regeringens vækstplan, som blev lagt på Finansministeriets hjemmeside tidligere på ugen.
Her fremgår det også, at der kommer en anelse mere skub i effekten af den barberede selskabsskat i det følgende år, 2015. Her venter regeringen, at den lavere skat vil resultere i skabelsen af 1500 job.
Men her ventes udgiften - eller rettere: de lavere indtægter - til gengæld at runde 2,6 milliarder kroner.
Regeringen har hele tiden beskrevet sænkelsen af selskabsskatten som selvforsvar, fordi vores nabolande sænker - eller har planer om at sænke - deres selskabsskat.
Derfor er det forventningen, at sænkelsen på længere sigt vil skabe, eller redde, stadigt flere arbejdspladser.
Rent politisk har selskabsskatten også haft omkostninger for regeringspartierne.
Særligt blandt Socialdemokraterne har uenigheden om det lyksaliggørende i en lavere selskabsskat været luftet i fuld offentlighed.
Planen om skattelettelsen til de overskudsgivende virksomheder kommer efter, at fire ledende socialdemokrater med finansminister Bjarne Corydon i spidsen så sent som i august betegnede konkurrencen om lavere selskabsskat for en kamp, man er "dømt til at tabe".
/ritzau/