Det koster på bundlinjen, når en superligaklub rykker ned i den næstbedste række.
Det kan de skrive under på i Silkeborg IF, hvor man efter sæsonen 2015/16 måtte en tur ned i 1. division.
Og på trods af, at det lykkedes at tilkæmpe sig en returbillet til den bedste fodboldrække i første forsøg, så skete det ikke uden omkostninger.
Det kan man læse i selskabets regnskab for første halvår 2016.
Det viser, at omsætningen faldt fra 34,9 millioner kroner til 26,7 millioner kroner sammenlignet med samme periode sidste år.
Det var medvirkende til et underskud på fodboldforretningen på 9,1 millioner kroner før skat, og havde det ikke været for selskabets ejendomsinvesteringer, var det samlede resultat blevet langt ringere.
Silkeborg IF Invest realiserede nemlig et overskud på 7,1 millioner kroner på ejendomskomplekset Papirfabrikken i løbet af de seks måneder.
Dermed ender det samlede resultat før skat med et minus på 2,1 millioner kroner.
Selskabet forventninger til årets resultat er uændrede og ligger i intervallet mellem minus tre millioner kroner og plus tre millioner kroner før skat og reguleringer.
/ritzau/