Ritzau
Opdateret kl. 12:50
Seks virksomheder i nedrivningsbranchen er tiltalt for at koordinere deres tilbud på nedrivningsopgaver, oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), i daglig tale Bagmandspolitiet, har rejst sagen, efter at styrelsen i 2016 politianmeldte virksomhederne på grund af mistanke om at de lavede kartelaftaler.
Der er rejst tiltale mod virksomhederne for at have koordineret deres tilbud på flere entrepriser i perioden fra maj 2011 til oktober 2013. Entrepriserne var opgaver for både offentlige og private bygherrer.
Desuden er ledende medarbejdere fra alle seks virksomheder blevet tiltalt.
- Tilbudskoordinering er grov økonomisk kriminalitet, der sætter konkurrencen mellem tilbudsgiverne ud af kraft. Det kan give bygherrerne både dårligere og dyrere projekter, siger direktør Jakob Hald, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
Styrelsen foretog i efteråret 2015 uanmeldte kontrolbesøg hos en række af branchens virksomheder. I april året efter kom anmeldelsen til SØIK, der har stået for efterforskningen af sagen.
- Vi politianmeldte sagen, fordi der var mistanke om kartelvirksomhed. Nu vil vi afvente rettens vurdering, siger Jakob Hald.
Ifølge Konkurrence- og Forbugerstyrelsen kan aftaler, hvor virksomheder begrænser deres indbyrdes konkurrence have forskellig karakter.
Det handler i nogle tilfælde om at koordinere tilbud, men i andre tilfælde kan det også være at aftale priser, opdele markeder eller begrænse produktionen.
/ritzau/