230 slagtere kan se frem til snart at kunne slagte i Blans igen.
Onsdag den 27. juni bliver der prøveslagtet 1.000 svin på Danish Crown-slagteriet i Blans ved Sønderborg, der for ti uger siden stod i brand.
Det skriver P4 Esbjerg.
Hvis alt går som planlagt kan produktionen genoptages med op til 25.000 svin om ugen fra 3. juli, og det tale skal helst stige endnu mere.
- Indtil videre går alt som det skal. Alle yder deres optimale, og det får virkelig tingene til at ske, siger Ole Carlsen, fabrikschef til P4 Esbjerg.
Medarbejderne, der i de fleste tilfælde er udlånt til andre slagterier, kan i løbet af sommeren og det tidligere efterår komme tilbage til Blans.
Før branden havde slagteriet 1.000 ansatte, og ilden ødelagde værdier for 400 millioner kroner.