Uanset om Cleveland Cavaliers eller Golden State Warriors vinder NBA-titlen i basketball i år, så kommer vinderen ikke til at deltage i den tidligere så eftertragtede ceremoni i Det Hvide Hus hos USA's præsident, Donald Trump.
Det lader stjernen over dem alle i NBA, Clevelands LeBron James, forstå, inden den tredje kamp i finaleserien skal spilles.
- Jeg ved, at uanset hvem der vinder finaleserien, så ønsker ingen at få invitationen. Hverken Golden State eller Cleveland vil tage afsted, siger LeBron James ifølge nyhedsbureauet AP.
Det er en tradition, at vinderne af USA's største sportsligaer aflægger besøg hos den siddende præsident.
Efter Donald Trumps valgsejr i november 2016 har ceremonien ikke været i lige så høj kurs som tidligere.
Præsidenten har lagt sig ud med mange etablerede spillere i USA's store ligaer.
LeBron James' seneste udtalelser kommer, efter at Donald Trump for få dage siden aflyste et planlagt besøg i Det Hvide Hus af dette års vinder af Super Bowl, Philadelphia Eagles.
Spillere fra NFL-holdet har på forskellige måder protesteret under afspilningen af den amerikanske nationalsang før kampe, og det er faldet Donald Trump for brystet.
Sidste år vandt Golden State NBA-titlen, men holdet kom aldrig til Washington og en ceremoni med præsidenten.
Golden State-stjernen Stephen Curry gav dengang udtryk for, at han ikke ønskede at deltage i ceremonien. Også Golden States cheftræner, Steve Kerr, kom med en dundrende kritik af Donald Trump.
Senere trak præsidenten sin invitation til Golden States vinderhold tilbage.
Også sidste år var LeBron James meget kritisk over for Donald Trump.
- At besøge Det Hvide Hus var en stor ære - indtil du dukkede op, skrev Cleveland-spilleren på Twitter.
/ritzau/