Der bliver slået hårdt ned på slagsmål i den amerikanske basketball liga, NBA.
Det har ligaens topscorer, Carmelo Anthony, måttet sande, efter at han røg i håndgemæng med Nate Robinson og Mardy Collins fra New York Knicks under weekendens kamp. Carmelo Anthony, der spiller for Denver Nuggets, har fået en karantæne på 15 dage for episoden. Det fortæller Ritzau. Men Anthony var ikke den eneste, der bliver straffet. På et tidspunkt lignede Madison Square Garden, hvor kampen fandt sted, mere en slagmark end en basketarena. Således fik yderligere seks spillere disciplinærstraffe på op til ti dages karantæne.
Derudover står de to klubber til bødestraffe på cirka tre millioner kroner hver.