Den amerikanske basketballstjerne LeBron James fra Cleveland Cavaliers har natten til onsdag fået indgangen til sit hjem i Los Angeles vandaliseret af en eller flere graffitimalere.
Politiet blev onsdag kaldt til James' hjem i Brentwood-kvarteret klokken 6.45 lokal tid.
På porten ind til NBA-spillerens ejendom var der spraymalet et racistisk budskab.
LeBron James' medarbejdere havde dog skjult spraymalingen med et lag maling, da politiet ankom til stedet.
Episoden bliver nu undersøgt af politiet.
Cleveland Cavaliers-spilleren købte huset i Brentwood-kvarteret for små 21 millioner dollar (140 millioner kroner) i 2015.
LeBron James forbereder sig i øjeblikket til den første af syv mulige finalekampe i NBA mod Golden State Warriors. De to hold står over for hinanden i det første opgør torsdag.
Cleveland Cavaliers er forsvarende mester i NBA.
/ritzau/