Den amerikanske basketball-stjerne Dwayne Wade fra Miami Heat har fået én spilledags karantæne for at have sparket en modstander i lysken.
Det var under NBA-kampen mellem Miami Heat og Charlotte Bobcats onsdag nat, at Wade - en af de mest profilerede basketballspillere i verden - sparkede Ramon Sessions.
Om det var med vilje, er uvist, men Sessions gik straks over til Wade efter episoden og konfronterede ham.
NBA har valgt, at hændelsen skal koste Wade en kamp fra sidelinjen, selvom kampens dommere ikke fejlede Wade for noget i forbindelse med episoden.
Miami Heat, de forsvarende mestre, førte med fire point, da episoden fandt sted. Wade og holdkammeraterne endte med at vinde opgøret 105-92.
Wade, som i gennemsnit har scoret 20,2 point i denne sæson, kommer til at sidde ude mod Detroit Pistons fredag nat.
Også en anden amerikansk superstjerne i NBA er kommet i problemer. Dwight Howard fra Los Angeles Lakers har fået en bøde på 35.000 dollar, svarende til knap 200.000 kroner, for at have tacklet en modstander i hovedet.
Howard fik kontakt med Denver Nuggets' Kenneth Faried og blev efterfølgende udvist.
/ritzau/