Selv om to gerningsmænd nu sidder fængslet i sagen om drive by-skyderiet på Frederiks Allé natten til fredag, så stopper politiet på ingen måde deres jagt på en mulig tredje gerningsmand.
»Vi er selvfølgelig stadig meget aktive i vores efterforskning,« siger vicepolitikommissær Richardt Jacobsen fra Østjyllands Politi, der ikke kan komme videre ind på sagen, da den stadig er i gang.
Lørdag formiddag blev to af de tre formodede gerningsmænd fremstillet i grundlovsforhør ved byretten i Århus.
Her blev de to mænd på henholdsvis 33 og 42 år varetægtsfængslet i fire uger for drabsforsøg ved fredag morgen at have affyret mindst otte skud fra et 9 mm våben mod tre unge ved et busstoppested på Frederiks Allé.
De to er begge kronragede danske mænd, som formentlig har forbindelser til det ny-nazistiske miljø. Da dommen blev læst op, valgte den 42-årige at rejse sig og heile af dommeren i protest.Det var formentlig ham, der skød mod de tre unge indvandrere på gaden.
I et interview med JP Århus peger den 22-årige mand, der blev ramt i armen af ét af de otte skud, på den 42-årige som den mulige gerningsmand.
»Dang, Dang, lød det pludselig. Så vendte jeg mig og så manden med pistolen. Skaldet, tynd og lys dansker. Vi smed os alle ned på fortorvet. Der kom flere skud. Dang, dang, dang,« forklarer den 22-årige til JP Århus.
Da retsmødet var lukket for pressen i størstedelen af tiden, er det stadig uklart, hvad motivet til skyderiet kan være.
»Men det har i hvert fald ikke noget med mig at gøre. Jeg har aldrig været oppe at toppes med nogen. Aldrig så meget som et slagsmål,« siger den 22-årige til JP Århus.