Det indvandringskritiske svenske parti Sverigedemokraterna (SD) er blevet ni kandidater fattigere efter afsløringer af, at de pågældende har været medlemmer af organisationer på den alleryderste højrefløj.
To er gået af sig selv, og syv andre er udelukket af partiet, mens deres fortid granskes. De var alle ni kandidater ved det kommende valg, men deres kandidaturer trækkes nu tilbage.
Tidligere på ugen afslørede avisen Expressen og den antiracistiske bevægelse Expo, at en række SD-medlemmer har været medlemmer eller støttemedlemmer af nazistiske grupper som Nationalsocialistisk Front og Den Nordiske Modstandsbevægelse.
To andre politikere forlader partiet, efter at det er kommet frem, at de på nettet har købt materiale, der ses som værende racistisk.
Desuden har en af dem hyldet Adolf Hitler på nettet.
Den ene af dem har været kandidat i en kommune i Småland, mens den anden var kandidat i en kommune i Jämtland.
Dagbladet Dagens ETC har offentliggjort oplysninger om i alt 11 SD-politikere, der kunne kobles til køb i netbutikker med racistiske varer. Det er blandt andet såkaldt "white power"-musik.
Valget i Sverige er den 9. september.
/ritzau/TT
/ritzau/TT