Der er nedlagt navneforbud i sagen mod en 31-årig deserteret dansk soldat fra det Jydske Dragonregiment. Det er den første melding fra retten i Holstebro, hvor manden i dag skal modtage sin dom.
Dommen er ventet med spænding, fordi den ventes at besvare en vigtigt principielt spørgsmål: Hvordan skal desertører straffes?
Dommen vil - ifølge iagttagere af strafferet - fastlægge strafferammen for, hvordan soldater, der vælger at hoppe fra en internationale udsendelse, skal straffes.
Den 31-årige overkonstabel skulle i sommeren 2008 have været udsendt til Afghanistan, men - ifølge hans forklaring - pressede forældrene ham til at blive hjemme, og det ønske valgte han altså at efterkomme.
Soldaten har to gange tidligere været udsendt for Forsvaret. Én gang i Irak og én gang i Afghanistan.
At dommeren har valgt at nedlægge navneforbud er en smule overraskende, da soldaten på anklagebænken allerede har erklæret sig skyldig, og har vist samarbejdsvilje i forbindelse med sagen.
Anklagemyndigheden forlanger manden fængslet i 30 dage. For en fængselsstraf taler, at en frahoppet jagersoldat tidligere har fået 30 dages fængsel.
Det er i retten her til formiddag også kommet frem, at soldatens forsvarer mener, at Forsvaret ikke i tilstrækkelig grad har været opmærksom på soldatens psykiske tilstand.