Mørket er over os. For mange danskere er det efterhånden meget svært at komme ud af sengen om morgenen. Næsen løber, influenzaen truer konstant, og forkølelsessårene blomstrer. Vi længes efter forår og sol, mens apotekere, materialister og diverse helsekostbutikker tilbyder alverdens kosttilskud og naturprodukter, som angiveligt kan både forebygge og helbrede. Men hvad er skidt, og hvad er kanel?
Nyhedsavisen har bedt den uafhængige læge og videnskabsjournalist Jerk W. Langer, der både har skrevet bøger om kosttilskud og rådgiver om det på sin hjemmeside, om at udpege de midler, som virker.