En såkaldt naturlæge fra Nordsjælland, der behandler smerteplagede mennesker med cannabis, er torsdag blevet løsladt af en dommer i Retten i Hillerød.
Løsladelsen sker, efter at han har siddet varetægtsfængslet i lige godt en måned.
Anklagemyndigheden har sigtet ham for at overtræde narkoparagraffen i straffeloven ved at handle med cannabisprodukter, men dommeren mener, at mistanken mod manden kun rækker til en overtrædelse af narkotikalovgivningen.
- Dommeren mener, at der risikerer at være et misforhold mellem fortsat varetægtsfængsling og den dom, som manden kan forvente at få, siger anklager Camilla Godfrey, Nordsjællands Politi.
Rettens vurdering kommer, efter at retskemikere har undersøgt indholdet af det aktive stof THC i de cannabisprodukter, som manden er sigtet for at sælge.
Den 39-årige mand er tidligere stået frem i medierne og har fortalt, hvordan han har hjulpet i hundredvis af smerteplagede mennesker med behandling med cannabisprodukter, men han nægter sig skyldig i anklagemyndighedens sigtelse.
Ved en ransagning i mandens butik på bopælen i Smørum har politiet blandt andet beslaglagt 92 friske hampplanter og desuden forskellige cannabisprodukter så som te, olie og honning.
Politiet hævder blandt andet, at han har forsøgt at importere omkring 100 kilo hamp med stoffet THC via et firma i Tjekkiet. Desuden skal han have bestilt en maskine til opvejning af ulovlige stoffer, påstår politiet.
- Han erkender, at han har virksomheden og produkterne, men han nægter sig skyldig i sigtelserne, siger Camilla Godfrey.
Anklagemyndigheden opretholder foreløbig sigtelserne mod den 39-årige naturlæge og vil inden længe vurdere, om han skal tiltales for overtrædelse af straffeloven eller kun for overtrædelse af narkotikalovgivningen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.