Dårligt design, halve løsninger og underlige kompromiser.
Dyreriget er fuld af ubegavede løsninger, og på Naturhistorisk Museum i Århus kan gæsterne se eksempler på nogle af dem i særudstillingen AnimaliA .
Her kommer tre eksempler på uintelligent design og tre forklaringer på, hvorfor naturen alligevel har indrettet sig sådan. Serveret af museumsinspektør Jan Gruwier Larsen.
Eksempel 1: Hvalrossen
I 1999 gik hvalrossen i museets udstilling i land på Henne Strand. I jagten på hunner var den svømmet alt for langt væk hjemmefra, og fordi den var aldeles udmagret, blev den skudt. Det er ikke særlig smart at svømme de gale steder hen, og hvalrossen burde have været udstyret med et navigationssystem til at sørge for, at den blev hjemme på Svalbard og overlevede.
Eksempel 1: Forklaring
For individet er det tåbeligt at blive skudt på Henne Strand, men for de hvalrosser, der er kommet igennem den farefulde færd, er det lykkedes at grundlægge nye bestande og finde nye hunner.
Eksempel 2: Quetzalen
Quetzalen er en fugl. På størrelse med en due og forsynet med en meterlang hale af skinnende grønne fjer. Det er det mest gennemført tåbelige, for det er direkte selvmorderisk, fordi halen er et pejlemærke for høge, ørne og andre skurke.
Eksempel 2: Forklaring
Hunnerne skal have noget at gå efter for at afklare, hvilken han de vil rende efter. Med den lange skinnende hale siger hannen: Hør her damer, jeg har sindsssygt gode gener. På trods af et selvpåført handicap, min lange hale, kan jeg alligevel samle føde, så tag mig .
Ekempel 3: Blåhvalen
Det uintelligente ved blåhvalen er, at den har brugt 15 millioner år på at blive til en blåhval. Den nedstammer fra firebenede dyr med lunger og har altså været et landdyr, men bagefter har den taget en gigantisk konstruktionsmæssig omvej for at blive til – sig selv.
Eksempel 3: Forklaring
Fordi blåhvalen oprindeligt var et landdyr, har den udviklet et langt mere effektivt kredsløb end andre havdyr. Med den bagage har den kunnet udnytte en niche, ingen fisk har kunnet før eller siden, nemlig at blive rigtig, rigtig stor.