»Mo-ar.., moar...,« lyder det gennem nattemørket.
For forældre er det ofte utrolig hårdt at blive berøvet deres hvile, hvis deres barn er sygt, sover uroligt eller bare er så lille, at det vågner mange gange om natten. Men forældre behøver ikke at fortvivle, for søvnunderskuddet kan hurtigt indhentes igen.
Ja, faktisk tyder ny forskning på, at afbrudt søvn måske ligefrem kan styrke kroppen.
»Hvis bare det ikke drejer sig om mange og lange søvnforstyrrelser, ser sådan noget som natteroderi med små børn ud til at kunne give et bedre immunforsvar, en bedre hukommelse og en bedre evne til at løse forhindringer i hverdagen,« siger professor i aldring Suresh Rattan ved Århus Universitet.
Men kun hvis søvnunderskuddet bliver indhentet, påpeger han. For ellers resulterer søvnmanglen i indadvendthed, uopmærksomhed og i værste fald depression og sygdom.
Frisk igen efter en nat eller to
Men heldigvis er det forholdsvist let at indhente – i hvert fald for par. For udmattede forældre kan blive friske igen uden at behøve at sove lige så mange timer ekstra, som de har mistet.
»Hvis bare forældre får lov til at sove igennem en enkelt nat eller to, er det nok til at de kommer ovenpå igen,« siger søvnspecialist og overlæge Jan Ovesen.
Ifølge Jan Ovesen skyldes det, at kroppen selv regulerer søvnen. Det gør den ved at lade den såkaldt dybe søvn være længere og mere koncentreret oven på en stor udmattelse.
Så søvnspecialistens bedste råd lyder: »Det gælder om at skiftes til at sove.« Ellers må der hentes hjælp andetsteds i omgivelserne.