Hvis du husker Moby som en småhellig vegetar, der – iført et panser af nørdebriller og yogapositurer – prædiker godt miljø og pænt sprogbrug, så husker du ikke nødvendigvis forkert. Men hvis du tror, at det er hele historien om manden bag to af de seneste 10 års storsælgende album, ’Play’ og ’18’, er du omvendt grueligt gal på den.

Det forvisser den vævre, kronragede newyorker om med ’Last Night’, der rammer pladebutikker og downloadtjenester i læsende stund. På 42-årige Mobys ottende langspiller flyttes fokus fra de spirituelle fordybelser og ud i nattelivet på Manhattan. Fra den sødmefulde første drink til den udbrændte vaklen hjem i morgendisen. Multimusikeren omfavner atter molevitten efter en række år med allestedsnærværende koncerter og en stadig dårligere kontakt til fødemetropolen og dens tillokkende overflod af barer, spillesteder og klubber:

»Fra 1999 til 2005 lavede jeg ikke andet end at turnere. Da jeg endelig var tilbage i New York, lavede jeg så pludselig ikke andet end at feste. Også alt for meget. Nat på nat blev jeg ude til ved femtiden og hørte forskellige dj’s. Rock-dj’s, brasilianske dj’s, house-dj’s. Jeg blev forelsket i nattelivet igen og forelsket i dansemusikken,« forklarer Moby alias Richard Melville Hall.

En natlig odysse

Han sidder i en hotelsuite midt i London, hvor en blød rokokostol suger ham ned i hynderne. Den petite krop hviler i skrædderstilling, nærmest meditativt, mens han fortæller om de genopdagede magiske nætter, der gerne skulle vibrere igennem på ’Last Night’. Et album, som relancerer kunstneren, der i de tidlige 1990’ere tonsede techno af sted, inden han langsomt blev stadig mere elektronisk og filmisk i sit altid melodiske grundudtryk.

Nu er han vendt tilbage til festen og technoen, men det gør ham ikke mere overfladisk. For endnu en nat med kliken kan være en rejse, forsvarer han:

»At gå ud aften efter aften ligner nemt en slags triviel nydelsessyge. Men sandheden er, at en god nat ude kan være en odysse. Du kan forlade dit hjem klokken ni om aftenen og komme hjem fem om morgenen, og i de otte timer oplever du af og til en hel verden. Der er øjeblikke med stor glæde, øjeblikke med stor tristhed. Øjeblikke, hvor verden giver mening og slet ingen mening, øjeblikke med forbindelse og øjeblikke blottet for det. Underlige øjeblikke og trygge øjeblikke ? Det ønskede jeg at reflektere, uden at det skulle blive for højtravende og filosofisk og fortænkt.«

Eminem-balladen

I en periode var Moby nærmest mere kendt for sine politiske og moralske udfald end sin musik. Og det siger en del, for det var i samme periode, han solgte millioner af plader. Men for andre kunstnere blev den i øvrigt stærkt kristne newyorker af og til for meget. Han prædikede om moral, etik, dyrevelfærd, miljøet og politik, når han burde passe sig selv, mente de. Det tidlige årtusinds største popstjerne, rapperen Eminem, blev så træt af Mobys løftede pegefingre om kvindefjendske og homofobiske tekster, at han latterliggjorde kollegaen godt og grundigt i musikvideoen til hittet ’Without Me’, ligesom sangen uddelte et par rimende højrehooks. Efterfølgende kom det til et åbent sammenstød mellem de hvide giganter under en prisuddeling.

Striden er bilagt nu, fortæller Moby og konstaterer, at Eminem »har fundet nogle andre at hade.« Han kan dog til dels se, hvad der fremprovokerede balladen. Og hvorfor han ofte skabte kløfter med sine udfald. Moby var vanen tro skråsikker i sin sag og nok også forudindtaget af sin egen »hippieopvækst« i bydelen Harlem. Og den facon duer sjældent, hvis man vil andet end at hævde og bekræfte sig selv:

»Da jeg var ung, vred punkrocker, følte jeg, at min dagsorden overskyggede alt andet i vigtighed, og jeg var i stand til at gøre verden til et bedre sted ved at stå fast. Men som jeg er blevet ældre, har jeg indset, at verden er et stort kompliceret sted. Selv med de bedste intentioner, risikerer jeg at svigte, hvis jeg opfører mig militant,« mener Moby.

Obama for president

Den erklærede modstander af Irak-krigen har dog stadig masser af meninger:

»Ork ja. Jeg er lige så idealistisk, som jeg var til at begynde med. Men jeg tror bare ikke altid, jeg har ret længere. På Moby.com siger jeg min mening hele tiden, men jeg har det også fint med at tage fejl. Det gør på en underlig måde, at jeg ser mere klart på verden.«

For tiden knytter Moby sin lid til, at verden snart vil se mere positivt på USA. Det sker, håber han, hvis Barack Obama ender som supermagtens næste præsident:

»Jeg tror, hans intentioner er rene, at han har et godt hjerte. Det ville være som at USA vajede med dette enorme flag, hvor der står ’vi er ikke skøre’«.

Er det hans idéer eller symbolikken i hans hudfarve, du tænder på?

»Hans baggrund er meget vigtig. Og at få en sort præsident ville også have en signaleffekt indadtil i landet. Amerikanere identificerer sig med deres præsident, og hvis de føler sig repræsenteret af en progressiv sort mand, er det langt at foretrække frem for en arrogant sydstatsmand.«

’Last Night’ udkommer i dag.